smiley  Kampreferater  smiley

 

 

Kampreferat. Nørre Halne - Arentsminde kvin. c8m 4-1

I forårets sidste kamp løb Arentsminde`s nykårede kredsvindere ind i sæsonens første nederlag. Med mandagens topopgør i benene samt afbud og skader var det ikke de allerbedste forudsætninger vi drog til Nørre Halne med. Hjemmeholdet stillede således op med et anderledes ungt og løbestærkt hold, end det vi forrige onsdag slog 3-1 hjemme. Vi var inden kampen enige om at gå ud og yde vores bedste for at kunne slutte ubesejret i foråret. Nørre Halne startede kampen bedst og i et tempo hvor vi havde meget svært ved at følge med. Så allerede efter syv minutter kom vi bagud 1-0 efter et godt gennemspillet angreb. Arentsminde gav nu sæsondebut til rutinerede Anja Knudegaard, der havde lovet at hjælpe os grundet de mange afbud. Det gav lidt mere ro i forsvaret, og Arentsminde kom mere med i kampen, hvilket resulterede i en udligning midt i halvlegen ved Cecilie Juul. Denne stilling holdt dog kun fem minutter i det Nørre Halne scorede til 2-1 efter en misforståelse  i Arentsminde`s forsvar.  AIF sluttede første halvleg bedst med flere gode tilbud dog uden at kunne score. Efter pausen blev Nørre Halne igen de mest toneangivende og efter ti minutter scorede de 3-1 og da de igen lidt senere scorede til 4-1 var kampen i realiteten afgjort. Arentsminde tabte til et på dagen bedre hold, men kan trods nederlaget være indsatsen bekendt. Foråret kan kun betegnes som ”absolut godkendt” idet vi startede med et helt nyt hold som kun havde trænet sammen få gange og ingen træningskampe spillet overhovedet.

Kampreferat: Arentsminde-Moseby kvin. c8m 3-1

I forårets sidste hjemmekamp kom Moseby på besøg. Moseby kunne inden kampen i teorien true Arentsmindes kredsvinderchancer. Dette krævede dog sejre er deres sidste 3 kampe deriblandt over AIF,  samtidig med at AIF satte point til i deres sidste kamp ude mod Nr Halne. Denne mulighed var bestemt til stede, idet Moseby og Nørre Halne  begge er stærke modstandere, men Arentsminde´s piger ville det anderledes. Kampen der blev spillet i flot solskinsvejr var ikke mere end 2 minutter gammel, da Julie Henriksen omsatte en friløber på en halvbanelængde til en 1-0 føring. En ønskestart for hjemmeholdet, som derefter blev sat under voldsom pres fra Moseby, som kæmpede indædt for at overvinde denne chokstart. Alligevel var det Aif der fik det næste store tilbud, idet Julie fik endnu en friløber, men chancen blev misbrugt. De sidste 10 minutter af første halvleg blev ren ”overlevelse” for hjemmeholdet, men en stærk spillende Anette holdt ”buret” rent til pausen. Det nærmeste Moseby kom var et skud på stolpen. Anden halvleg fortsatte som første sluttede, med et massivt pres på hjemmeholdets mål og efter 7 minutter kom også udligningen. 1-1 efter et boldtab på midten af banen. Derefter fulgte et kvarters spil, med indædt fight, med  hårde taklinger og mange frispark dog uden de helt store målchancer. Alligevel var det som om at hjemmeholdet fik lidt mere plads at spille på,  idet flere Moseby spillere begyndte at vise tegn på træthed,  samtidig med at AIF kunne sætte friske kræfter ind. Derfor var det en kæmpeforløsning da Julie H. med 8 minutter tilbage scorede til 2-1 til stor jubel for de mange fremmødte tilskuere, og da Sanne Nøhr Sørensen allerede minuttet efter scorede til 3-1 var der ikke mere tilbage i Moseby. I de sidste syv minutter kunne sejren nemt være blevet yderlige udbygget, men store chancer blev misbrugt. Efter kampen kunne glade Arentsmindepiger gjalde sejrråbet ud over stadion og fejre kredsmesterskabet i champagne. Sidste kamp er onsdag aften kl. 19 00 i NørreHalne. 

Kampreferat: Arentsminde-Nørre Halne Kvind.c8m

Onsdagens kamp mod Nørre Halne er den bedste vi har spillet til dato. Der var gejst og vilje på holdet hele kampen igennem. På trods af en frisk vind på tværs af banen lykkedes afleveringerne og sammenspillet rigtig godt. Allerede efter syv minutter kom vi foran 1-0 ved Mette Hansen. Selvom vi spillede en god første halvleg, holdt denne stilling til pausen. I flere af de foregående kampe har vi  kun  spillet godt i en af halvlegene, så det var med lidt bange anelser vi gik i gang med anden halvleg. Det skulle vise sig anderledes i denne kamp. Anden halvleg blev endnu bedre end første. AIF pressede Nørre Halne over hele banen og kom hurtig foran både 2-0 og 3-0. Igen ved først Mette Hansen og der efter Nadia Rimmer.  Derefter blev der brændt flere store chancer. Men helt at ”lukke  kampen”kunne vi dog ikke. Senere kom udeholdet  dog lidt mere med i kampen og med syv minutter tilbage fik de reduceret  til slutresultatet 3-1 efter et frispark. Næste kamp er hjemme mandag d. 8 juni kl. 19 00 mod Moseby. Arentsminde kan med en sejr sikre sig kredsmesterskabet

Kampreferat: Jetsmark-Arentsminde kvind. C8m 3-4

Udekampen mod Jetsmark blev  en målrig affære med ikke mindre end  7 mål. I alle de foregående kampe har Aif  spillet dårligst  i første halvleg for derefter at bruge pausen til at foretage  justeringer,  for derefter at spille en god anden halvleg. Kampen i dag var lige modsat. Vi startede rigtig godt og efter 20 minutter førte vi med 3-0 på mål af, først af Sanne , så Julie H og så igen Sanne. Dette gjorde at vi måske allerede på dette tidspunkt  følte at sejren var ”i hus”, men Jetsmark ville det anderledes og fik reduceret til 1-3  kort før pausen. Anden halvleg startede rigtig  godt,  idet vi ret hurtigt udbyggede føringen til  1-4 på mål af Julie H. Siden fulgte flere gode målchancer  dog uden det førte til flere mål. Midt i anden halvleg fik Jetsmark så igen reduceret Aif`s føring til 2 mål hvilket gjorde at Aif igen ”vågnede” lidt op og overtog spillet igen. Især en række lange indkast fra ”kampens spiller” Rikke Simonsen skabte flere muligheder inde foran mål. Et yderligere reduceringsmål til 3-4 med 2 minutter tilbage af kampen skabte en del panik i hele holdet og resten af kampen blev ren overlevelse. Hvilket lykkedes.  Vi fik de 3 point og en erfaring rigere, idet at der er forskel på at spille i medvind og modvind. Vi havde modvind i første halvleg.  Næste kamp er hjemme mod Nørre Halne onsdag d. 3 juni kl. 19.00.

Kampreferat: Arentsminde-Aabybro s3kvinder8m 2-2

Hjemmekampen mellem Arentsminde og Aabybro endte uafgjort 2-2 efter at Aabybro havde ført 0-1 ved pausen. Et afbud fra Gitte Nøhr Sørensen på gr.a. sygdom betød en del omrokeringer på flere pladser. Holdet fik aldrig rigtig gang ind i kampen mod et godt spillende udehold. Det virkede som om at ingen rigtig vidste hvor på banen de skulle spille. Det var da også fuldt fortjent at Aabybro kom foran 0-1 midt i halvlegen, men mere blev det heller ikke til, hvilket vi var heldige med. Pausen blev brugt til lige at få tingene snakket tingene igennem og yderligere rokeret rundt på pladserne. Det var lige det der skulle til, og vanen tro var AIF bedst i anden halvleg. Blot fem minutter efter pausen bragte Mette Hansen balance i målregnskabet efter en spilsituation hvor Aabybrospillerne appellerede for hånd på bolden. Måske korrekt, men målet godkendt. Derefter pressede hjemmeholdet yderligere på for at få scoret, hvilket lykkedes midt i halvlegen. Denne gang var det Sanne Nøhr Sørensen der sendte bolden i nettet efter et godt opspil i højre side. Derefter skiftede kampen igen karakter hvor Aabybro var bedre til at holde på bolden og spille sig op af banen. Selvom AIF arbejde stenhårdt, måtte de alligevel indkassere en scoring imod sig i kampens sidste minut, til slutresultat 2-2. Et lidt ærgeligt pointtab den sene scoring taget i betragtning, men måske fair nok set over hele kampen. Aif ligger på 1. pladsen med 8 point og Aabybro på 2. pladsen med 7 point. Arentsminde endda med en kamp mindre. Næste kamp er ude mod Jetsmark tirsdag d. 26. maj kl. 18 30. 

Kampreferat: Moseby-Arentsminde 0-0 Kvinder c 8m

Onsdag aften drog AIF `s kvindehold til Moseby for at spille sæsonens tredje kamp. AIF lå inden kampen på 1.pladsen med 6 point og Moseby på 2. pladsen med 4 point. Og  kunne således med en sejr overtage 1. pladsen medens AIF kunne ”nøjes” med uafgjort for forsat at kunne kalde sig tophold. Og uafgjort var det hvad det blev. Selvom 0-0 lyder lidt kedeligt var det bestemt en spændende og medrivende kamp med store målchancer til begge hold. Allerede inden der var spillet fem minutter havde begge hold hver brændt to kæmpechancer. Derefter lagde Moseby et langt kæmpepres mod AIF`s  mål, men et hårdt kæmpende forsvar og en stærk spillende Anette i målet gjorde at Arentsminde langsomt kom med ind i kampen og sluttede første halvleg bedst, dog uden at spillet var prangende, idet at Moseby spillede med megen fysik. Anden halvleg blev lidt mere velspillet med overvægt i spil og chancer til udeholdet, men desværre uden det blev omsat i mål. En helstøbt holdindsats hvor der blev fightet igennem over hele banen. En rigtig topkamp. Moseby er bestemt det stærkeste vi har mødt. Arentsminde beholdt førstepladsen. Næste kamp er tirsdag d. 12. maj kl. 19 00 hjemme mod Nørre Halne.
 
Kampreferat: Arentsminde-Jetsmark kvinder c
 
Mandag aften skulle Arentsminde damesenior spille sæsonens første hjemmekamp. Modstanderen var Jetsmark, der havde tabt første kamp 8-1 mod Nørre Halne. Men da det er først på sæsonen og Jetsmark råder over mange spillere var det store nederlag ingen indikation for Jetsmarks styrke til aftenens kamp. Hjemmeholdet Arentsminde stillede med et hold der var ændret på tre pladser i forhold til holdet der vandt knebent 1-0 i Aabybro i første kamp. Cecilie juul var sygemeldt og Katrine Johansen havde pådraget sig en forstrækning til træning mandag og Michelle Kronborg havde problemer med en fod. I stedet spillede Mette Maria Hansen, Mette Hansen og Nadia Rimer. Kampens start var en lidt rodet uskøn forestilling med lange og upræcise afleveringer og en del frispark samt sporadiske skudforsøg på mål fra begge hold, dog uden for alvor at være målfarlige.  Først efter et kvarters spil opstod kampens første rigtige angreb. Sanne blev sendt afsted med en dyb stikning, hvorfra hun med en flad aflevering fandt en helt fri Julie Henriksen, der resolut hamrede bolden i mål, til stor jubel for de mange tilskuere der var mødt op. Føringen gav lidt mere ro på spillet resten af halvlegen, dog uden at være prangende. Pausen blev brugt til lige at få tingene snakket igennem. Kunne vi få vores spil langs jorden forbedret og få de rutinerede Jetsmarkspillere ud og løbe var overbevist om at vi kunne køre sejren hjem. Vi kan kun sige at pausen var god for os. Spillet flød meget bedre og vi kom frem til flere farlige målchancer og 10 minutter inde i halvlegen kom målet til 2-0. Det var igen Julie H der efter en længere dribletur i højre side skar ind foran mål scorede med venstrebenet. Derefter bød kampen på et massivt pres på udeholdets mål med flere store brændt chancer, men med 10 minutter tilbage kunne Mette Hansen endelig lukke kampen med målet til 3-0 efter klumpspil foran målet. Et ungt, løbestærkt og godt kæmpende hjemmehold kunne fejre endnu en sejr. Næste kamp er ude mod Moseby onsdag d. 6. maj kl. 18 30
 
Kampreferat: Aabybro- Arentsminde damesenior 8m

Det var med stor spænding vi kørte til Aabybro til forårspremiere med vort nyetablerede damehold. Vi havde ingen træningskampe spillet. Ja alle spillerne havde end ikke trænet sammen. Vi anede simpelthen ikke hvilket niveau vi var på i forhold til vores kommende modstander. Vi var heldigvis ankommet i god tid, så da pigerne var omklædte lavede vi i fællesskab en startopstilling samt en form for taktik. Taktikken gik bl.a. ud på at ”beskytte” vores målmand Annette i målet, samt at holde bolden på jorden, idet der blæste en kraftig vind på tværs af banen. Vi aftalte også at der skulle adresse på alle afleveringerne og forsøge at spille os frem på banen. Desuden blev vi også enige om at vi var ”gode”. Hvor ”gode” skulle senere vise sig. Efter en god opvarmning blev der fløjtet op, spillerne hilste pænt på hinanden og kampen var i gang. Første halvleg var meget jævnbyrdig med chancer til begge hold, men chancerne var dog ikke større end hvad de to velspillende målmænd kunne klare. De rødklædte Arentsmindespillere forsøgte ihærdigt at ramme hinanden i fødderne på trods af den kraftige vind dog uden at kunne score. Stillingen var uændret 0-0 ved halvlegspausen, hvor der blev foretaget udskiftninger og pustet ud. Vi havde bevist vi kunne være med, men kunne vi klare 30 minutter mere. I anden halvleg blev vi presset mere tilbage på banen og der blev længere og længere mellem vores angrebsforsøg. En stærk spillende Anette i målet og et godt kæmpende forsvar foran hende fik efterhånden kampen til at ligne en ”nulløsning” indtil at Cecilie med 10 minutter tilbage af kampen bankede bolden i mål bag en ellers velspillende Gitte ”Bette” Pedersen i Aabybromålet. Kæmpejubel og forløsning for udeholdet der resten af kampen fightede for sejren og de 3 point. Vi var ”Gode”. Næste kamp er onsdag. d. 22/4 kl.19 00 hjemme mod Jetsmark.
Arentsminde IF | Langeslund Alle 4 | 9460 Arentsminde | Tlf.: +45 28596333